English

VIA University College

Ophavsret i VIA

Denne vejledning retter sig mod ansatte i VIA der har brug for at vide mere om ophavsret i forbindelse med undervisning, vejledning og deres arbejde.

Hvad skal du vide om...

Expand or collapse content Ophavsret generelt

Ophavsretten er til for at beskytte det, som andre skaber/laver. Man bruger i loven samlebetegnelsen at noget er et værk. Et værk er f.eks.:

  • En fagbog
  • En skønlitterær bog
  • En film
  • Et billede

Det kan også være andre ting, men hovedreglen er, at man ikke bare kan bruge noget andre har lavet, uden at spørge om lov.

Den, der skaber et værk, har ophavsretten til materialet. Det betyder, at det er fotografen, instruktøren, forfatteren, osv., der har ret til at tjene penge på brug af materialet.

Ophavsmanden har også nogle ideelle rettigheder. Det betyder blandt andet, at ophavsmanden har ret til at få sit navn nævnt i forbindelse med andres brug af værket og også har ret til at modsætte sig en brug/ændring af værket.

Det kræver ophavsmandens samtykke, hvis du vil bruge et værk, du ikke selv har lavet. Det gælder for eksempel, når du vil kopiere, scanne, dele, sende, ændre eller gengive et værk.

Hvorfor er ophavsretten vigtig?

Hvis der ikke var en særlig beskyttelse af ophavsmandens værker, ville ophavsmanden miste sin mulighed for at gøre skabelser af værker til en levevej og dermed til at tjene penge på værket, og til at bestemme, hvordan værket skal udnyttes.

Hvad må du så?

For at gøre det nemmere at bruge andres værker har VIA indgået aftaler med forskellige organisationer. Det betyder, at du ikke, hver gang du vil benytte et værk, selv skal kontakte ophavsmanden og spørge om lov.

VIA har bl.a. indgået aftaler med KODA (vedr. musik), Gramex (vedr. udøvende kunstnere og pladeselskaber) og Tekst & Node (vedr. fx tekster, billeder og AVU-medier). Du kan her på siden om ophavsret læse mere om, hvad du må uden at komme i konflikt med reglerne om ophavsret.

HUSK ALTID, at

• Kreditere ophavsmand

• Overholde begrænsningsregler

• Aldrig at dele materiale på sociale medier

Så er du godt på vej.

På de målrettede sider kan du læse mere om, hvordan du som studerende, ansat eller forsker skal forholde dig til ophavsret i forbindelse med dit studie, arbejde eller forskning.

Expand or collapse content Kopiering og scanning

Professionshøjskolerne har indgået en aftale med Tekst & Node, som betyder, at du kan kopiere fra materialer til undervisningsforløb. Men, der er nogle regler, du skal være opmærksom på inden, du går i gang.

Hovedreglen er, at du som underviser må kopiere 20% af et materiale (lærebog, downloadet tekst eller lign.), dog højest 30 sider af samme materiale pr. studerende pr. halve kalenderår. Uanset materialets længde må du altid kopiere minimum fire sider (eksklusiv kolofon og indholdsfortegnelse).

For at holde styr på hvor meget 20% er, kan du bruge denne tabel:

Expand or collapse content Deling af undervisningsmateriale

Hvad må du med din kopi?

Du må dele din kopi på et password-beskyttet intranet, hvor kun ansatte og studerende i VIA har adgang f.eks. itslearning, så længe du overholder reglerne i ovenstående tabel. Her det vigtigt at være opmærksom på om dine kollegaer har delt andre sider fra samme materiale.

I så fald skal i sikre jer at den samlede mængde ikke overskrider 20% af materialet og max 30 sider af samme materiale pr. studerende pr. halve kalenderår:

Du må aldrig dele kopier på sociale medier som Facebook, Messenger, Dropbox, mv. – heller ikke, selv om der er tale om en lukket gruppe. Det må kun ske, hvis forfatteren har givet dig tilladelse til at dele kopierne. Du må som underviser heller ikke sende kopieret materiale til de studerende pr. e-mail.

Vi anbefaler, at du ved brug af artikler fra elektroniske tidsskrifter og databaser, som VIA har abonnement på, linker eller henviser til artiklen i stedet for at dele en digital kopi. Hvis der ikke kan linkes til artiklen må du gerne dele den med de studerende på et passwordbeskyttet intranet, så længe du holder dig inden for begrænsningsreglerne i aftalen.

Du skal være opmærksom på, at der er materiale, som du aldrig må scanne. Det er for eksempel e-bøger og materiale, du finder gennem elektroniske tidsskriftlicenser som artikeldatabaserne.

Du må heller ikke scanne og dele artikler fra tidsskrifter, du har et personligt underviserabonnement eller privat abonnement på, med mindre du henter tilladelse fra ophavet.

E-bøger

E-bøger, som sælges kapitelvis, må ikke deles digitalt. Du kan tjekke om den e-bog, du påtænker at dele digitalt sælges kapitelvis på tekst og nodes hjemmeside.

Hvis e-bogen ikke sælges kapitelvis, kan du kopiere fra den digitalt, så længe du overholder begrænsningsreglerne i aftalen. Det er dog et krav, at du selv har købt e-bogen til undervisningsbrug. En e-bog du har købt til privat brug, må ikke anvendes til at lave digitale kopier til undervisningen.

Må jeg scanne en artikel eller et bogkapitel fra et andet bibliotek og dele det med mine studerende på Itslearning?

Ja, det må du gerne. VIAs aftale med Tekst & Node giver dig ret til at kopiere både danske og udenlandske udgivelser. Du må dog højst scanne 20 % af et værk – og maksimalt 30 sider. Det indscannede materiale må kun deles via Itslearning, ikke på andre platforme.

Expand or collapse content Billeder

Du må gerne bruge trykte og digitale billeder i dine oplæg eller din undervisning og dit undervisningsmateriale. Det må du, fordi VIA har en aftale med VISDA (Visuelle rettigheder i Danmark).

Du må:

  • downloade billeder fra nettet uden tekst eller kopiere trykte billeder uden tekst fra bøger, artikler eller postkort til brug i præsentationer og opgaver
  • anvende disse billeder i materialer, du uploader til passwordbeskyttede systemer som for eksempel UC-Viden eller itslearning

Billeder, illustrationer eller figurer, der bruges i sammenhæng med en tekst hører under vores aftale med Tekst & Node.

Hvis du har materiale, der skal bruges uden for VIA og det indeholder billeder, så skal de enkelte billeder godkendes af kunstneren, inden de deles.

I forhold til ophavsret og plagiering er det dog vigtigt at du altid husker:

  • at kreditere ophavsmanden med en tydelig reference til, hvor billedet er taget fra eksempelvis en bog, en artikel eller en hjemmeside - guide til kreditering af billeder
  • ikke at ændre billedet, så det krænker ophavsmanden ved for eksempel at forstørre, formindske, beskære og tilføje tekst, ikoner eller lignende
  • ikke at bruge billeder, der er hentet ulovligt fra nettet eller delt uden ophavsmandens tilladelse
  • Du kan nemt få adgang til billeder, du må bruge:

Benyt dig af VIAs abonnement på billeddatabasen Colourbox, samt de frit tilgængelige billedsamlinger Pixabay og Unsplash. Se hvordan du må bruge billederne her: Billeder til opgaver og præsentationer

Expand or collapse content Film & TV

Du må gerne bruge TV- og radioudsendelser og dokumentarfilm i din undervisning, fordi Professionshøjskolerne har indgået en aftale med Copydan AVU-medier.

Du har adgang til TV- og radioudsendelser fra mere end 70 danske og udenlandske tv-kanaler, for eksempel DR, TV2, BBC og CNN, som du kan bruge i din undervisning.

Som ansat må du vise tv-udsendelser fra de ovenfor nævnte tv-kanaler offentligt, når dette sker via Center for Undervisningsmidlers streaming-tjeneste, hvor du har adgang via dit WAYF- eller UNI-login.

Du finder udsendelserne her: Filmudsendelser - CFU

Dokumentarfilm fra Center for Undervisningsmidler (CFU)

Dokumentarfilm leveret af CFU kan du også bruge i din undervisning, fordi det er omfattet af VIAs aftale med Copydan AVU-medier.

Du har adgang til dokumentarfilmene her: Film fra CFU

Undtagelser

Du skal være opmærksom på, at aftalen ikke omfatter fjernsynsudsendte filmværker, som indgår i biografernes almindelige repertoire af spillefilm, med mindre, der ved en udsendelse i fjernsynet kun er benyttet en mindre del af værket. Den del må du gerne gengive.

Ophavsretslovens § 22 gør det også muligt at vise ganske korte klip fra en spillefilm, i lighed med citater fra en tekst. I forhold til en spillefilm, som normalt varer halvanden time eller mere, vil et klip på to-tre minutter være acceptabelt. Husk altid at kreditere værket.

Optagelse af TV- og radioudsendelser

Du har også mulighed for at optage TV- og radioudsendelser, men du skal være opmærksom på følgende:

  • Optagelserne skal foretages direkte fra TV/radio og ske i tilknytning til konkrete undervisningsforløb
  • Optagelserne skal være af forsvarlig teknisk kvalitet
  • Du må ikke foretage ændringer i optagelserne
  • Udvælgelse og optagelse af udsendelser kan enten foretages af PH-uddannelser, eller rekvireres af PH-uddannelser fra Center for Undervisningsmidler eller en anden fremmed medhjælp, som er godkendt af AVU-medier( PH-aftale 3.2.2).
  • Optagelserne må kun opbevares til eget undervisningsbrug og således ikke deles med andre undervisere

Læs mere her:

Du kan læse hele rammeaftalen mellem Professionshøjskolerne og CopyDan AVU-medier her

Expand or collapse content Lyd

Enkelte akkorder, toner og lyde er ikke ophavsretligt beskyttede, men musikværker og lydklip er dog beskyttet af ophavsretsloven. Det betyder at selvom du vil bruge meget korte klip af et stykke musik eller et lydklip skal du altid have lov af ophavsmanden til at bruge lyden.

Brug af podcasts

Ved brug af podcast gælder der samme regler som ved musikværker eller lydklip. Men du må gerne henvise til en podcast i dit arbejde. Du skal bare huske at kreditere ophavet, ligesom du vil henvise til en bog eller en artikel.

Optagelse af undervisning

Det er underviseren, der er rettighedshaver til sin undervisning. Det er ikke i strid med ophavsretsloven at optage undervisningen, hvis dette kun sker til egen brug, dvs. at optagelsen ikke deles med medstuderende eller offentliggøres på nettet. Men det er i strid med persondataforordningen at optage andre mennesker uden deres samtykke, så derfor skal du bede om din undervisers samtykke (gerne skriftligt). Din underviser kan altid nægte optagelse af undervisningen, og det skal respekteres.

Et samtykke kan efterfølgende trækkes tilbage, så bliver du nødt til at slette din optagelse. Optages underviseren i et rum, hvor der også er andre mennesker til stede og der er mulighed for at de vil kunne høres på optagelsen, skal disse personer også give samtykke til at du optager. Alternativt må du placere det apparat du vil optage med på en sådan måde, at kun din underviser kan høres. Optages undervisningen, har man selv ansvaret for, at ens medstuderende ikke kan høres. Kan medstuderende høres, skal samtykke indhentes fra enhver af disse, da optagelsen ellers skal slettes.

Musik ved fester

Professionshøjskolernes Rektorkollegium har truffet aftale med KODA og Gramex om musikanvendelse ved fester, koncerter og filmforevisninger samt som baggrundsmusik. Undervisningsinstitutionerne skal senest 15 dage efter afholdelse af arrangementer med levende musik sende indberetning til KODA.

Baggrundsmusik

Som ansat må du ifølge vores aftale med KODA og Gramex anvende baggrundsmusik i klasselokaler, kantiner og gangarealer fra TV og radio. Du må ikke bruge din egen private streamingtjeneste.

Expand or collapse content Ophavsret til undervisningsmaterialer i VIA

I VIA er spørgsmål om ophavsret til undervisningsmateriale reguleret i principper og retningslinjer, som er udarbejdet i regi af HSU.

Formålet er at beskrive rettighedsfordelingen mellem ansatte og VIA som institution samt at understøtte kollegialitet og god skik, når vi deler, genbruger, omskriver og videreudvikler hinandens materialer.

Du kan læse mere her (kræver VIA login).

Expand or collapse content Videooptagelse af undervisning

Underviseren kan beslutte at optage og uploade dele af eller hele undervisningen, så de studerende har mulighed for at følge undervisningen på tidspunkter, hvor det passer dem bedst. Det må underviseren gerne, men undervisningen må kun gøres tilgængelig på lukkede rum, hvortil alene holdet har adgang.

Det anbefales, at der kun uploades klip med underviseren selv eller underviserens slides. I det omfang det er muligt, skal de studerende (web-cam/fotos, lyd eller chat) ikke fremgå. Hvis der alligevel i den forbindelse sker optagelser af de studerende på billede, lyd eller chat, og det ikke er muligt at klippe dette ud, er der et par ting, man skal være opmærksom på:

Så længe optagelserne kun gøres tilgængelige i lukkede rum, hvor kun de studerende, der følger undervisningsforløbet, har adgang, kræves ikke særligt samtykke fra de studerende. Underviseren skal imidlertid altid forud for optagelsen oplyse de studerende om, at undervisningen bliver optaget og efterfølgende lagt i lukkede rum, hvis dette er tilfældet. Så kan de studerende træffe egne forholdsregler i forhold til, hvordan de ønsker at optræde i undervisningen. Det skal være muligt for de studerende at overvære undervisningen, enten live eller den uploadede version, uden at de bliver optaget.

Det vil være hensigtsmæssigt at minde de studerende om, at optagelser, som der kun er adgang til i lukkede rum, ikke må deles med udenforstående. De studerende vil være selvstændigt ansvarlige for en sådan deling, og delingen vil kunne udgøre et brud på databeskyttelsesforordningen.

Undgå at inddrage eksempler i undervisningen, som indeholder personoplysninger. Anvend alene eksempler i anonymiseret form.

Optagelserne skal slettes, når der ikke længere er et formål med at opbevare dem. Hvornår dette formål ophører, vil bero på en konkret vurdering ud fra det konkrete undervisningsforløb. De studerende bør orienteres om, hvornår optagelserne forventes slettet.

Hvis du som underviser ønsker at opbevare optagelserne, så de kan anvendes til andet formål, for eksempel udvikling af undervisningen, pædagogiske metoder eller lignende, så skal de studerende oplyses om dette, før optagelserne finder sted.

Hvis du som underviser ønsker at sikre dine ophavsrettigheder, kan du indlede undervisningen med følgende tekst: ”Det optagede må kun anvendes til privat brug, jf. ophavsretslovens § 12, og det er derfor ikke tilladt at offentliggøre på nogen måde, for eksempel at lægge optagelserne ud på internettet.”

Expand or collapse content FAQ om ophavsret
Expand or collapse content Kopiering og scanning
Expand or collapse content Hvor mange sider må jeg scanne?

Hvis du scanner pensum og supplerende litteratur, altså litteratur din uddannelse opgiver på pensumlister, læselister eller i studieplaner i forbindelse med dit studie, må du scanne 20 % af et værk, dog maksimalt 30 sider af værket.

Der er ingen begrænsninger på, hvor meget du må scanne til personlige formål, det kan være tekster du skal bruge til opgave- eller projektskrivning.

Expand or collapse content Må jeg scanne 20% max 30 sider fra 1. udgaven af en bog, og derefter scanne 20% max 30 sider fra 2. udgaven?

Nej, det må du ikke. Selvom bogen får en ny udgave tæller det stadig som den samme bog, og man må kun scanne 20% max 30 sider fra den.

Expand or collapse content Jeg skal undervise udenlandske studerende og anvende engelsk og amerikansk litteratur.  Men i de bøger, som jeg har haft fat i ser det ud til, at man ikke må kopiere fra. Jeg vil derfor spørge, om Tekst & Node aftale med 30 sider pr. bog også gælder her?

Ja, vores aftale med Copydan gælder også udenlandske bøger. Så du må gerne kopiere eller scanne 20% max 30 sider fra udenlandske bøger ligesom man må med de danske.

Expand or collapse content Gælder der andre regler hvis jeg tager billeder af siderne med min mobiltelefon end hvis jeg scanner dem?

Nej, der gælder samme begrænsningsregler uanset mediet du kopierer eller scanner med. Altså, 20%, max 30 sider af et materiale pr. Studerende pr. Halve år, og at det kopierede, ikke må deles med andre.

Expand or collapse content Må jeg kopiere fra bøger når der står: “Kopiering af denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Tekst & Node. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om Ophavsret”?

Ja, det må du gerne, fordi VIA har indgået en aftale med Tekst & Node. Men du skal holde dig inden for de begrænsningsregler, der er i aftalen. Det betyder at du må kopiere eller scanne 20% af bogen, men max 30 sider. Teksten er kun henvendt til private personer og til de institutioner, som ikke har en aftale med Tekst & Node.

Expand or collapse content Er der forskellige regler for hvordan jeg kan kopiere litteratur, afhængigt af om jeg scanner det digitalt eller fotokopierer det (på papir)?

Ja, reglerne varierer afhængigt af hvordan du kopierer litteraturen:

Scanning af pensum og supplerende litteratur

Pensum og supplerende litteratur er litteratur din uddannelse opgiver på pensumlister, læselister eller i studieplaner i forbindelse med dit studie. Du må scanne 20 % af et værk, dog maksimalt 30 sider af værket. Du må gerne sende den digitale kopi til din egen mailadresse. Men du må ikke videresende eller dele den digitale kopi med nogen uden for din husstand.

Scanning til personlige formål, fx personlige interesser

Der er ingen begrænsninger på, hvor meget du må scanne. Du må sende den digitale kopi til din egen mailadresse. Men du må ikke videresende eller dele den digitale kopi med nogen uden for din husstand.

Fotokopiering

Du må fotokopiere fra trykte værker til privat brug og til både dig selv og din læsemakker. Der er ingen begrænsninger på, hvor meget du må fotokopiere. Men det er ikke tilladt, at du kopierer til flere.

Expand or collapse content Billeder
Expand or collapse content Hvordan henviser man til billeder i en powerpoint?

Når du anvender billeder, der er beskyttet med ophavsret i dine powerpoint får du brug for at lave en kildehenvisning til billedet, så man kan se, hvor du har billedet fra.

Denne guide viser dig, hvordan du laver henvisninger til billeder:

1. Powerpoint er ikke som Word bygget til at arbejde med referencer. En reference til billedet kræver at du indsætter en tekstboks under billedet.

2. Indsæt din citation i tekstboksen

3. ‘Grupper’ billede og tekstboks, så billeder og tekstboks altid følges ad.

Basisinformation for billeder med forfatter og årstal:

Forfatter. (år). Titel på billedet [format]. webside. URL

Basisinformation for billeder uden forfatter, titel eller årstal:

[Emne og type værk]. (u.å.). URL

Expand or collapse content Må jeg bruge billeder fra Pixabay i min opgave?

Ja det må du. Pixabay er en sammenslutning af kreative personer, der frit deler billeder og videoer. Selvom billederne som udgangspunkt gerne må deles, kan der være begrænsninger på hvordan man må dele, ligesom du skal sikre at billedet er delt lovligt. Adgang til Pixabay og andre billedsider kan du finde her. Hos de enkelte billedsider kan ligeledes tjekke hvordan du må bruge deres billeder.

Expand or collapse content Deling
Expand or collapse content Må jeg gemme mine scannede filer eller en downloadet artikel på mit eget drev på Dropbox, OneDrive, Google drev, el. lign.?

Ja, det må du gerne. Men filerne må kun kunne tilgås af dig.

Expand or collapse content Hvordan deler jeg en avisartikel, når jeg ikke må scanne eller videresende den på e-mail?

Du kan finde danske avisartikler gennem Infomedia. Den nemmeste måde at dele avisartiklen er ved at dele en korrekt reference til artiklen, så modtageren selv kan søge den frem i Infomedia, som alle i VIA har adgang til.

Vær opmærksom på at Infomedia som standard kun søger i de sidste 30 dage – så du kan med fordel ændre dette til en længere periode inden du søger referencen til artiklen frem.

Expand or collapse content Jeg skal dele en avisartikel jeg har fundet på Infomedia. Må jeg downloade og sende den som pdf?

Ja, det må du gerne. Med aftalen må du:

  • Scanne en avisartikel og dele den digitalt på itslearning.
  • Downloade en artikel fra en netavis og dele den digitalt på itslearning.
  • Copy-paste indhold fra en artikel til at bruge i en præsentation m.m.
Expand or collapse content Må jeg kopiere indhold fra en Nota-bog og dele på Itslearning?

Nota er en service for mennesker med læsehandicap. Nota giver adgang til tusindvis af bogtitler. Bøgerne hos Nota bliver bearbejdet så de er tilgængelige for Nota-brugere i forhold til det læseassisterende udstyr.

Derfor er en bog fra Nota ikke identisk med den printede udgave af samme titel. Du skal anvende forlagets udgivne udgave (print eller e-bog) og ikke den, der er blevet bearbejdet gennem Nota, når du indscanner materiale til deling i Itslearning.

Du skal være personligt medlem af Nota for at få adgang til deres bearbejdede bøger, og derfor må du IKKE dele kopier af deres materialer med andre, der ikke er medlemmer.

Expand or collapse content Film, TV & musik
Expand or collapse content Må jeg afspille en spillefilm i undervisningen?

I VIA har vi ikke tilladelse til at afspille spillefilm. Men du kan se og afspille dokumentarfilm og TV-udsendelser igennem tjenesten CFU.

Expand or collapse content Er det tilladt at afspille en video fra YouTube i undervisningen?

I VIA har vi en AVU aftale. Aftalen dækker anvendelse af audiovisuelt materiale fra internettet. Dog skal man være opmærksom på om materialet er gjort tilgængeligt af den, der har ophavet til materialet. En del materiale på YouTube – er gjort ulovligt tilgængeligt uden rettighedshavers tilladelse, og det må man ikke bruge. På vores sider om Film & TV kan du læse mere om aftalen. På siden er der link til aftalen. Tjek punkt 2.1. og 3.7.

Expand or collapse content Inddragelse og brug af andres tekster
Expand or collapse content Må jeg inddrage en artikel fra et tidsskrift i min opgave når "Alle rettigheder forbeholdes. Gengivelse af dette tidsskrift er ikke tilladt uden forlagets samtykke" er tilføjet teksten?

Ja, du må gerne bruge andres tekster i dine egne opgaver, du skal blot huske at henvise og referere til dem, så du ikke plagiere.

Expand or collapse content Hvis jeg har brug for at søge om tilladelse til brug af andres materiale, skal jeg så søge samtykke hos både forfatter og forlag?

Ved offentliggørelse af et værk vil en forfatter helt eller delvist overdrage rettighederne til et forlag, så forlaget kan udgive værket til offentligheden mod betaling til forfatteren. Derfor er du også nødt til at tage kontakt til forlaget, da de også har ophavsretten til værket.

Expand or collapse content Optagelse af undervisning
Expand or collapse content Er der forskel på reglerne i forhold til optagelse af undervisning hvis det er studerende eller det er undervisere, der optager undervisningen?

Ja. Som studerende skal du indhente samtykke fra din underviser og dine medstuderende, og du har ansvaret for at optagelsen eller delingen af optagelsen sker i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.

Som underviser skal der ikke indhentes samtykke ved optagelse af undervisningen, men undervisningen må kun gøres tilgængelig på lukkede rum, hvortil alene holdet har adgang. Underviseren skal også informere om at undervisningen bliver optaget og hvor den bliver delt. Herved kan de studerende træffe egne forholdsregler i forhold til, hvordan de ønsker at optræde i undervisningen. Det skal være muligt for de studerende at overvære undervisningen, enten live eller den uploadede version, uden at de bliver optaget.

Expand or collapse content Er der forskel på reglerne i forhold til optagelse af undervisning om der kun er lyd eller både lyd & billede på optagelsen?  

Nej, men det anbefales, at der kun uploades klip med underviseren selv eller underviserens slides. I det omfang det er muligt, skal de studerende (web-cam/fotos, lyd eller chat) ikke fremgå. Du kan læse mere om hvad du skal være opmærksom på som ansat eller studerende.

Team Ophavsret arbejder med at gøre det nemmere at forstå og håndtere reglerne om ophavsret.

Teamet består af medarbejdere fra VIA Bibliotek fordelt på forskellige adresser i hele VIA og har en mailboks, hvor du kan stille spørgsmål til ophavsret.

Du kan skrive til: [email protected]

Forrige Vejledning DeIC DMP
Næste Vejledning Betjening af auditorier