IT og digitalisering har indført et system til periodisk opdatering af HP-computeres grundlæggende system. Denne vejledning er en kopi af den tekst, du ser på din HP-computer, inden du sætter den i gang med at opdatere. Når opdateringen er i gang, kan du nemlig ikke se teksten på din computers skærm længere, men det kan være nyttigt at kunne følge med i teksten.
Din computer er nu gået i gang med at forberede installationen af de nødvendige opdateringer. Dette kan tage nogle minutter. Herefter vil du blive bedt om at genstarte computeren for at gennemføre installationen af opdateringerne. Du vil få besked om dette i skærmens nederste højre hjørne.
Hvis du har en bærbar computer, skal du sørge for at den er tilsluttet strøm. HUSK at gemme åbne filer, der endnu ikke er blevet gemt, INDEN du genstarter computeren.
Hvis du ønsker at vente med at genstarte computeren, skal du være opmærksom på, at opdateringerne bliver installeret, næste gang du selv genstarter computeren, eller når du tænder den igen, efter at den har været slukket.
Opdateringerne vil i de fleste tilfælde tage omkring 5 til 10 minutter at installere, men det kan tage længere tid.
Under denne proces bør du undlade at berøre tastaturet, og du må IKKE slukke computeren eller afbryde strømmen til den.
Du vil kunne opleve, at der kommer forskellige meddelelser på skærmen undervejs, og computeren vil automatisk genstarte flere gange. Der kan også være tidspunkter hvor skærmen er sort i et stykke tid og det ser ud som om, computeren er slukket. Forsøg IKKE at tænde computeren. Det sker automatisk.
Hvis du har en bærbar computer, der er tilsluttet en dockingstation, kan du muligvis opleve, at der ikke vises noget billede på dine skærme i flere minutter. Bemærk, at der i så fald måske vises beskeder på den bærbare computers indbyggede skærm, som du kun kan se ved at løfte låget på computeren.
Opdateringerne er installeret, når computeren starter op som normalt, og du kan se dato og tidspunkt på skærmen. Herefter kan du logge på, og fortsætte med at bruge computeren, som du plejer.
Hvis du oplever at der går MERE end 15 minutter, hvor den samme besked forbliver uændret på skærmen – og KUN i dette tilfælde – må du gerne slukke computeren ved at blive ved med at holde tænd-knappen nede, indtil du kan se, at computeren slukker. Herefter skal du prøve at tænde computeren igen.
Hvis du oplever problemer med at gennemføre opdateringen, skal du kontakte IT og digitalisering for at få hjælp på tlf. 87 55 12 12 eller du kan henvende dig til it-supporten på det nærmeste VIA campus.