Denne vejledning henvender sig til alle fællesredaktører på MitVIA og omhandler det at lave gode metadata.
Hvad er en metatitel?
En metatitel er den titel, som du ser på Google og øverst i din browser, når du har en hjemmeside åben.
Metatitel på Google:

Metatitel øverst i din browser:

Det er også den titel du ser, når et link til din side bliver delt. Det kan f.eks. være hvis din side bliver delt på et socialt medie som LinkedIn eller Facebook. Her vil det være din metatitel, som bliver vist på LinkedIn eller Facebook.
Det er vigtigt, at du er kortfattet og præcis. Inkluder evt. de søgeord du fokuserer på, når du laver en metatitel. Tænk over hvilke ord de studerende vil søge på for at finde frem til det indhold, som ligger på siden.
Hvor lang må en metatitel være?
På alle sider på MitVIA slutter metatitlen automatisk med “| MitVIA|”. Det er ikke noget, du som redaktør selv skal tilføje. Det betyder dog, at du skal være obs på, at din metatitel skal være en smule kortere end standarden for metatitler.
Hvis du skal kunne se hele titlen på Google, må den ikke være længere end cirka 50-55 tegn. Ellers bliver den kortet af, så du ikke ser hele teksten på Google.
Metabeskrivelse.

En metabeskrivelse er det lille tekststykke, der vises under hvert link på Google. Den giver et resumé af, hvad brugeren kan forvente at finde på siden.
I mange tilfælde vil du godt kunne bruge din manchettekst i din metabeskrivelse.
Hvor lang må en metabeskrivelse være?
Det er vigtigt, at du ikke laver den for lang. Laver du en metabeskrivelse, som er over ca. 155 tegn, bliver din tekst afkortet i resultatet, du ser på Google.