English

VIA University College

Opdatering af Windows 10

Denne vejledning henvender sig til medarbejdere i VIA og beskriver, hvordan du selv opdaterer din computer til nyeste udgave af Windows 10.
Dette er nødvendigt, dels fordi det har væsentlig betydning for it-sikkerheden, ikke kun for dig selv, men for alle i VIA - dels fordi det er en forudsætning for at kunne bruge de nyeste versioner af forskellige programmer.

Inden du går i gang

Du skal påregne, at opdateringen kan tage fra én til flere timer, afhængigt af, hvilken model din computer er, alderen på din nuværende version af Windows 10, samt ikke mindst hastigheden på din internetforbindelse, hvis du arbejder hjemmefra. Du kan evt. vælge at sætte opdateringen i gang ved arbejdstids ophør, så du ikke behøver at vente på, at den bliver færdiggjort.

Læs hele vejledningen inden du går i gang.

  1. Hvis du har en bærbar computer, så sørg for, at den er tilsluttet strøm, inden du påbegynder punkterne i denne vejledning.
  2. Du skal have mindst 20 GB ledig plads på computerens C-drev for at kunne gennemføre opdateringen. Hvis det er nødvendigt, kan du selv prøve at tilvejebringe den nødvendige plads ved at køre værktøjet ”Diskoprydning”/”Disc Cleanup” i Windows. Hvis du har mange store filer på din computer, f.eks. film og billeder, kan du overveje at flytte nogle af disse til et eksternt, USB-tilsluttet drev.
  3. Du bør ikke opdatere Windows når din computer er tilsluttet internettet gennem en mobildata-forbindelse, f.eks. gennem en mobiltelefon. Opdateringen kræver, at der hentes store mængder data, og du risikerer derfor at overskride din forbrugsgrænse.

Installér opdateringsassistent til Windows 10

For at kunne få lov til at opdatere computeren til nyeste version af Windows 10, skal du først have installeret ”opdateringsassistent til Windows 10”. Det gør du således:

  1. Vælg CapaInstaller (ikonet med en lille guldfarvet pakke, som regel i nederste højre hjørne af skærmen)
  2. Vælg ”Software Katalog”.
  1. Skriv ”windows” i søgefeltet”.
  1. Sæt flueben ved ”Windows 10 opdateringsassistent”.
  1. Vælg herefter ”Bestil” og bekræft, at du gerne vil bestille pakken, ved at vælge ”Yes”.

Du får herefter besked om, at installationen (af opdateringsassistenten) vil gå i gang indenfor få minutter. Vælg på ”OK”. Bemærk, at hvis din computer i forvejen er i gang med at installere andre ting, vil dette blive færdiggjort først, og derfor kan der i visse tilfælde gå længere tid.

Du kan herefter lukke softwarekataloget ved at vælge ”Luk”.

Opdatér Windows med opdateringsassistenten

Opdateringsassistenten vil starte automatisk, når den er blevet installeret. Den vil fortælle dig, hvilken version af Windows, du har på nuværende tidspunkt – samt hvilken version af Windows, du vil få, når opdateringen er gennemført. Vælg ”Opdater nu” for at fortsætte.

Opdateringsassistenten vil herefter undersøge, om det er muligt at opdatere Windows på din computer. Hvis der er tre grønne flueben, er alt i orden, og du skal blot vælge ”Næste”.

Bemærk: Hvis du IKKE ser tre grønne flueben på skærmen, kan du ikke fortsætte opdateringen af Windows på nuværende tidspunkt. I så fald skal du kontakte IT og digitalisering for at få hjælp på [email protected] eller tlf. 8755 1212.

Opdateringen vil nu gå i gang med at blive downloadet og klargjort til installation. Du kan bruge procentangivelsen til at følge med i, hvor langt den er nået. Du kan fortsætte med at bruge computeren, indtil den er nået op på 100%.

Bemærk: Hvis du forlader computeren, skal du være opmærksom på, at den vil genstarte automatisk en halv time efter, at den er nået op på 100%. Hvis du har foretaget ændringer i filer, som endnu ikke er gemt, så sørg for at gøre dette, inden du forlader computeren.

Når opdateringsassistenten har nået 100%, skal computeren genstartes. Hvis du sidder foran computeren, så kontrollér at du ikke mangler at gemme eventuelle ændringer, du har foretaget i filer. Vælg herefter ”Genstart nu” og computeren vil automatisk genstarte indenfor kort tid.

Der vil nu gå et stykke tid, hvor computeren installerer opdateringen. Du vil ikke kunne bruge computeren imens.

Computeren vil muligvis genstarte flere gange undervejs.

Bemærk: Det er vigtigt, at du ikke slukker computeren, da du ellers kan risikere, at dette kan ødelægge Windows, så computeren ikke længere kan starte.

Når du kan se dato og klokkeslæt på skærmen, er opdateringen gennemført, og du kan logge ind på computeren som du plejer.

I sjældne tilfælde kan du opleve at skærmbilledet på computeren og evt. også på tilsluttede eksterne skærme, ikke ser korrekt ud, når opdateringen er afsluttet. Der kan eksempelvis være tale om flimren, forkerte farver eller uønskede streger/mønstre. Dette problem vil som regel løse sig selv indenfor ca. en halv time. I denne situation kan du derfor med fordel lade computeren stå tændt, men vente med at logge ind på den. Er skærmbilledet fortsat ikke normalt efter en halv time bedes du kontakte IT og digitalisering på [email protected] eller tlf. 87551212 (Tryk 1).

Når opdateringsassistenten er færdig

Uanset om opdateringen af Windows 10 gennemføres eller ej, vil computerens hardwaredrivere efterfølgende automatisk blive opdateret til den nyeste version, for at sikre, at den fungerer på bedst mulige vis. Du vil i den forbindelse få beskeder, som du i begge tilfælde bedes svare enten ”Ja” eller ”OK” til. Bemærk, at den ene opdatering automatisk bevirker, at du bliver logget af computeren – sørg derfor for at gemme eventuelle ændringer, du har foretaget i filer, inden du vælger ”OK”.

Hvis noget går galt…

Der kan være visse computermodeller, der i nogle tilfælde ikke kan opdateres til den nye version af Windows 10. I så fald kan man opleve at få en besked om, at denne pc ikke kan opgraderes til Windows 10.

Hvis du får en besked om at Windows ikke kan opdateres, skal du kontakte IT og digitalisering på [email protected] eller tlf. 8755 1212.

Hvis opdateringen går i gang, men afslutter med andre fejl end gennemgået ovenfor, så kontakt ligeledes, IT og digitalisering hurtigst muligt. Du bør ikke forsøge at løse problemet selv uden forudgående aftale, da dette i værste fald kan føre til tab af data på computeren.

Forrige Vejledning Login til App Store og Microsoft Store
Næste Vejledning Elektroniske blanketter