English

VIA University College

Mobiltelefoner og sikkerhed - 10 gode råd

Denne vejledning henvender sig til alle medarbejdere i VIA og beskriver, hvordan du bedre kan sikre dig mod angreb gennem din telefon.

Mobiltelefoner og sikkerhed

Smartphones benyttes ligesom de fleste andre mobiltelefoner til SMS og opkald, men også til at browse på nettet, sende og modtage e-mails, køre applikationer, lagre informationer, billeder m.m.

At smartphones er blevet endnu mere internetorienterede og i højere grad kan benytte applikationer, hvor lagring af personfølsomt data ligesom på en computer, er blevet en vane eller nødvendighed for at udnytte og tilgå visse programmer og tjenester, som fx netbank, e-Boks m.m. medfører naturligvis også en sikkerhedsmæssig trussel.

Du kan imidlertid selv gøre meget for at beskytte din telefon mod angreb og udefrakommende trusler, så chancen minimeres for at telefonen kan blive udsat for fx virusangreb, hacking eller faren ved fysisk at ”falde” i de forkerte hænder.

Tænk derfor på din mobiltelefon, som du tænker på din computer. Du lader jo heller ikke din computer stå fremme og ulåst – eller åbner mails, der ser mystiske eller uforståelige ud.

Du bør derfor have de samme sikkerhedsforanstaltninger på din mobiltelefon som på din computer.

De 10 gode råd

Nedenfor ses 10 gode råd og foranstaltninger, som du bør benytte:

1. Anvend adgangskoder
  • Brug adgangskoder som skal indtastes, hver gang din mobiltelefon benyttes.
  • Ændre de fabriksindstillede standardadgangskoder. Herved reduceres risikoen for, at telefonen umiddelbart kan misbruges ved tab.
  • Brug skærmlås, men ikke mønster.
    Den nemmeste måde at låse skærmen op er ved at tegne et mønster på skærmen. Det kan føles både nemmere og hurtigere end at indtaste en pinkode eller adgangskode, men hvis du mister eller får stjålet din telefon, må du bare håbe på, at du lige har tørret skærmen af. Din finger efterlader nemlig et tydeligt spor på skærmen, så med mindre du tørrer skærmen af, efter hver gang du har låst den op, vil dit mønster tydeligt kunne ses og efterlignes af uvedkommende.
2. Aktiver kryptering
  • Mobiltelefonerne der købes i VIA skal krypteres såvel telefonens hukommelse og ekstra datamedier (f.eks. SD kort). Hermed sikres, at adgangskodesikring ikke umiddelbart kan omgås.
3. Hold styresystemet opdateret
  • Hold løbende din smartphone opdateret, så sikkerhedshuller, der måtte være, lukkes. Flere smartphones tilbyder periodisk brugeren en opdatering, som man bør acceptere, naturligvis kun hvis man har tillid til udbyderen af opdateringen.
4. Installer kun applikationer du har tillid til
  • Forhold dig kritisk over for de applikationer du ønsker at installere. Installer kun applikationer du har tillid til. Forsøg at finde information om applikationerne på fx Google først, og læs hvad andre brugere har oplevet med applikationen. Når du downloader en APP, er det en god idé altid at tjekke tilladelserne. Hvis et spil for eksempel anmoder om tilladelse til at kunne sende sms’er, så bør der ringe en alarmklokke.
5. Find din Smartphone
  • Mange smartphones tilbyder, via en APP og en hjemmeside, mulighed for at genfinde telefonen, hvis den bliver stjålet. Fx: Find min iPhone, Android enhedsadministrator og Lookout Mobile Security
6. Lås SIM-kortet til telefonen
  • På nogle smartphones er der mulighed for at låse SIM-kortet til telefonen. Denne funktion findes kun på visse modeller, men sikrer, at andre ikke kan tilgå data på din telefon blot ved at sætte nyt SIM-kort i.
7. Sluk for Bluetooth, når det ikke benyttes
  • Med Bluetooth tændt er man udsat for, at brugere i nærheden potentielt kan tilgå data på telefonen. Ved at slukke for Bluetooth, når man ikke bruger det, forhindrer man, at man udsættes for angreb via Bluetooth.
8. Når din smartphone anvender Wi-Fi, så vær sikker på, at det trådløse net er krypteret, eller er et net du har tillid til.
  • De fleste smartphones kan tilsluttes lokale trådløse net (Wi-Fi). Hvis dette net ikke er krypteret, kan dine passwords til hjemmesider og e-mail aflyttes. Er du i tvivl, så undlad at benytte Wi-Fi fra din smartphone.
9. Brug antivirus
  • Der optræder i dag flere former for virus, som angriber smartphones. Undersøg muligheden for at installere og anvende et antivirusprogram. Disse programmer findes typisk på den ”markedsplads”/app butik, hvor du køber eller installerer dine programmer fra. Der findes masser af gratis valgmuligheder såsom Antivirus Free, AVG Antivirus og Lookout Mobile Security.
  • Sidstnævnte App, kan fx sættes op til at skanne din smartphone for malware, tage backup samt hjælpe med at finde din telefon hvis den skulle blive væk.
10. Brug din sunde fornuft og vær kritisk
  • Forhold dig til sikkerheden på din telefon som du forholder dig til sikkerheden på din pc.
Forrige Vejledning Internetdeling/hotspot på mobilen
Næste Vejledning Oprettelse af Apple-id